Som modtaget
på October 30, 1993
i Boulder, Colorado
Religionsuddannelse er et forsøg på at bygge bro mellem dit verdslige sind og dit Åndelige Sind. Uanset kontekst, format, tradition og forberedelse er dette uddannelsens overordnede hensigt. Derfor må religionsuddannelse fokusere på Kundskab, for Kundskab repræsenterer dit Åndelige Sind i verden og din livsvigtige forbindelse til Gud og til alt liv hvor som helst. At tro, at religion ikke handler om Kundskab, er at misfortolke og misforstå religionens formål og natur. Denne definition giver dig nu et nyt, ufordærvet og passende syn på, hvad religion er, og hvad religion vil sige for dig.
Religionsuddannelse findes i mange forskellige traditioner. Men nu er der et større behov. Nu er konteksten for forståelse større. Nu har menneskeheden et større problem – et problem, der kan samle menneskeheden i sin tilgang, give retning og mening til hvad den bestræber sig på, og skabe større samhørighed mellem dens folk. Denne større kontekst repræsenteres af verdens indtræden i det Større Fællesskab, som vil medføre en række problemer og muligheder, som ingen af verdens religioner er forberedte på at imødekomme.
For at kunne forberede dig på fremtiden og leve meningsfuldt i nutiden, er du nødt til at være en del af, hvad der finder sted i verden. Du er nødt til at tilhøre verden, mens du er her. Sådan vil din gave blive kaldt ud af dig, og du vil kunne give den på passende og meningsfuld vis med en større forståelse og et bredere perspektiv.
Grundlæggende handler religionsuddannelse derfor om at genvinde Kundskab. Men da så megen religionsuddannelse ikke beskæftiger sig med dette, må vi her foretage en meget vigtig skelnen. Læringstraditioner, metoder og den historiske kontekst for en hvilken som helst religiøs tradition er udelukkende tænkt som en inspiration og må kun fungere som et supplement til selve den egentlige forberedelse. Desværre finder kun få mennesker overhovedet den egentlige forberedelse i deres egen tradition.
Vi giver dig ikke en detaljeret historisk beretning om Større Fællesskabs Kundskabens Vej. Vi skaber ikke imponerende, vidunderlige og uforståelige skabelsesberetninger. Vi giver dig ikke nogen at tilbede. Vi giver dig ikke pomp og pragt. Vi giver dig ikke nogen teologi fyldt med spekulationer og selvopmuntrende tanker. Vi giver dig derimod den rene tilgang – midlerne, retningen, formålet, indholdet og anvendelsen. Dette har du nu brug for, idet verden forbereder sig på at indgå som en del af det Større Fællesskab. Alt det andet, som er udeladt i denne rene tilgang, vil kun hæmme dig, forblænde dig, besvære og forhindre dig i at få adgang til dit livs sande mening og vigtighed på dette tidspunkt. Vær taknemmelig for at blive skånet for sådanne distraktioner. Vær taknemmelig for ikke at behøve at bære byrden af verdens tænkning på dine skuldre. Vær taknemmelig for ikke at behøve at bære byrden af al den fortolkning og idealisme, der gennemsyrer den spirituelle forståelse og som synes at skjule den egentlige forberedelse, gøre den utilgængelig og uønskværdig.
Religionsuddannelse må lære dig Kundskabens Vej. Hvis dette kan gøres rent, uden andre hindringer, vil du have en usædvanlig mulighed. Nu har du ikke kun muligheden for at lære Kundskabens Vej, men også at lære Større Fællesskabs Kundskabens Vej, som repræsenterer Kundskabens eksistens og aktiviteter i en langt større kontekst af livet. Her er der ingen plads til byrden af den menneskelige pomp og pragt, historie, fantasi og idealisme. Hvis du gerne vil vende tilbage til fortiden, så vend tilbage til fortiden. Men gør du det, vil du ikke forstå, hvem du er, eller hvorfor du er her nu. Du vil ikke forstå, hvor du er på vej hen, eller hvad der venter dig. Din fremtid vil være anderledes end fortiden på grund af verdens indtræden i det Større Fællesskab. Fremtiden ligner jo alligevel aldrig fortiden.
For at lære en Større Fællesskabs Kundskabens Vej, må du have et frit sind. Dit sind må kunne lære nye ting. Dit sind må være fri af referencer til fortiden. Og du må have en ufordærvet tilgang og en virkelig inspirationskilde. Inspirationen må nu komme fra selve Kundskab, ikke fra fantastiske historier, ikke fra oldtidens personligheder, ikke fra idealer, ikke gennem tryglen. Den må komme fra selve Kundskab – denne fremragende intelligens i dig, som repræsenterer dit sande formål og din sande vilje i livet.
Så hvad er religionsuddannelse? Hvis den ikke er et forsøg på at forstå fortiden, må den være en forberedelse på fremtiden, som den burde være. I virkeligheden er al religionsuddannelse i ordets rene forstand en forberedelse på fremtiden, fordi den forbereder dig på at leve et liv, der repræsenterer dit sande formål og vilje. Men hvor sjældent er dette ikke! Det er meget tydeligt, men alligevel så svært at finde i verden, fordi de fleste mennesker ser bagud og derfor ikke ser den fremtid, som nærmer sig. De fleste mennesker forsøger at give mening til noget, de allerede tror på, og som følge heraf kan de ikke se, hvad der er lige foran dem. Således vogter mange mennesker over deres idéer og deres overbevisninger, men hvem kan respondere på det næste øjeblik, hvor Kundskab vil kalde på dem?
Dette er en Større Fællesskabs Spiritualitet. Hensigten med den er, at den fører dig til et højere udsigtspunkt i livet. Måske vil du tage din tidligere tradition eller et aspekt af den med dig. Måske vil du ikke tage noget med dig. Kun det sande kan ledsage dig op ad livets bjerg. Det unødvendige, eller det, som før var sandt, men som ikke længere er det, kan du ikke tage med dig. Du har kun brug for det væsentlige, og du ønsker ikke at være tynget af det uvæsentlige. Du ønsker, at dit sind og dit syn er klart. Tilføj én ting, der ikke hører hjemme, tilføj én person, der ikke hører hjemme i dit liv, tilføj ét sæt overbevisninger eller krav, præferencer eller forbindelser, som ikke er afgørende for dig og dit formål – og din vej vil blive sløret, og din forståelse vil komme ud af kurs. Du vil miste din vision.
For at forhindre dette i at ske, giver vi dig en ny begyndelse, en ny start. Dette har du brug for, for du må nu efterlade det, du tidligere har lært, ved døren. For at komme ind i dette større panorama og denne større uddannelse må du have et åbent sind, et ungt sind, et ufordærvet sind. Religionsuddannelse handler om at lære om Kundskab. Fordi Kundskab er fuldstændigt nærværende, er den ikke optaget af fortiden, og den er ikke her for at forsvare gamle traditioner. Den er her for at engagere dig meningsfuldt i nutiden og forberede dig på fremtiden, så løftet om dit store formål med livet kan blive realiseret og opfyldt.
Verdens indtræden i det Større Fællesskab kan have en enormt befriende virkning på din evne til at forholde dig til livet. Her vil du blive tvunget til at forholde dig til øjeblikket. Og som følge af det store møde med andre former for intelligent liv vil din tilknytning til fortidens minder blegne. Dette vil forandre dit liv – en forandring til det bedre, hvis du kan favne, forstå og udnytte den på rette vis.
Undervisningen i Større Fællesskabs Spiritualitet er mystisk, fordi den ikke trækker på din fortid eller kræver, at du refererer til den. Her må du lære noget, du ikke forstår, nærme dig noget, du ikke kan relatere til, og studere noget, du aldrig før har studeret. Her kan du ikke fæste din lid til dine tidligere idéer, overbevisninger eller associationer. Du må være sårbar overfor sandheden for at kende den. Og du er sårbar, når du nærmer dig sandheden uden dine tidligere idéer og konklusioner. Det betyder ikke, at du skal være åben overfor alt, men det betyder, at du er villig til at lære noget nyt og få det demonstreret for dig. Hvis dette ikke lader sig gøre, kan du ikke lære Større Fællesskabs Kundskabens Vej, og du kan ikke forberede dig på det Større Fællesskab. Dermed vil du slutte dig til det store flertal af mennesker, som er bundet til fortiden, og som ikke er i stand til at respondere meningsfuldt på nutiden og på fremtiden.
Fortiden har bragt dig til dette punkt, til denne mulighed for at lære Større Fællesskabs Kundskabens Vej. Den har udtjent sit formål. Dette var dens formål. Fortiden har intet andet varigt og meningsfuldt formål. Den har bragt dig til dette punkt, hvor du kan tage imod disse ord. Hvis fortiden forstås korrekt, vil den gøre dig i stand til at begynde livet på ny, med et åbent og frit sind.
Vi kalder på Kundskab i dig til at svare. Derfor ærer vi dig og din intelligens. Du bliver ikke bedt om at tro på noget, du ikke kan tro på, eller acceptere noget, du ikke kan acceptere. For at dette skal være ærligt og oprigtigt, må du selv nå frem til Kundskab. Kundskab er det levende Nærvær i dig, den højere intelligens, som du besidder, og som forbinder dig med alt liv. Her er der ingen henvisning til fortiden. Her er der fuldstændig ærlighed. Her er der fuldstændig og sand dømmekraft. Her er der ægte ansvarlighed.
Religionsuddannelse er tiltænkt enhver, som føler behovet for at forstå sit formål og mening med livet. Enhver, der er begyndt at mærke dette større og dybere behov, vil have brug for en eller anden form for religionsuddannelse. Fra et Større Fællesskabsperspektiv vil det sige, at de må lære Kundskabens Vej. De må lære om Kundskab. De må lære om deres indre natur og dens formål og mission i livet, som er uløseligt forbundet med verdens evolution.
Husk, at du er sendt for at tjene verden i dens evolution og udvikling. Du er kommet for at deltage i det, der finder sted i denne tid. Dit liv nu og dit liv fremover vil give dig de største muligheder og de største udfordringer med henblik på at opnå dette.
Verdens fremkomst i det Større Fællesskab og dens indflydelse på menneskelig bevidsthed vil være så stor, at fokusset på fortiden, hvilket i den grad gennemsyrer jeres tænkning og jeres nuværende undervisning, vil blive stadigt mere irrelevant. Her vil du ikke kunne trække på fortiden til at hjælpe dig og give dig styrken, indsigten og færdighederne til at håndtere de nye oplevelser, du vil have. Fortiden kan kun føre dig baglæns. Den kan ikke forberede dig på fremtiden. Kun på de enkleste og mest hverdagsagtige måder kan fortiden forberede dig på fremtiden. For fuldtud at forberede dig på det Større Fællesskab og på en ny verdensoplevelse, vil du have brug for noget større og mere indsigtsfuldt, mere spontant og mere fuldkomment. Dette besidder du allerede i dig selv.
Hvis du har brug for at kende formålet og meningen med dit liv, og du ikke kan stille dig tilfreds med simple glæder eller lade dig optage af normal frygt, retfærdiggørelser og overbevisninger, må du påbegynde en religionsuddannelse – en religionsuddannelse i den reneste forstand. At lære Kundskabens Vej, som er Åndens virkemåde, er at lære spiritualitetens natur, som den reelt eksisterer i den menneskelige oplevelses udviklende tilstand her. Hvis du har dette større behov og ikke kan afvise det, rationalisere det væk eller tilfredsstille det med de nuværende eksisterende traditioner og deres forklaringer på livet, må du have en ny oplevelse og lægge det til side, der ikke kan tilfredsstille dette større kald i dig.
Mange vil finde deres formål i verdens traditioner, for der er megen visdom og værdi der. Men mange vil dog ikke finde deres formål der, fordi deres forberedelse specifikt har at gøre med fremtiden, og de må lære en ny vej. De må tage imod et nyt testamente, og de må forberede sig på en ny oplevelse. Dette udgør menneskehedens største behov på nuværende tidspunkt, et behov, der knapt er kendt eller anerkendt. Enhver, der kan respondere på dette, vil være en pionér for den menneskelige race. Enhver, der kan respondere på dette, yder et stort bidrag til livet. Det, der holder menneskeheden i gang, er folk, der formår at respondere på nutiden og på fremtiden. Det er dem, der har bragt jeres race videre. Og det er dem, der vil bringe jeres race videre gennem dens nuværende vanskeligheder og muligheder, såvel som gennem kommende vanskeligheder og muligheder.
Acceptér dit større behov. Mærk det. Det rummer den virkelige mening med dit liv. Selvom det har været en byrde, en gene og en kilde til stort ubehag og utilfredshed, så forstå, at det er meningen, at det skal lede dig til noget nyt. Det kalder på dig. Det er dit kald. Selvom det føles som et stort og presserende behov, der ikke kan defineres eller bortforklares, er det dit kald. Definér det ikke. Bortforklar det ikke. Forbind det ikke med fortiden. Forsøg ikke på at få det til at passe ind i verdens idéer og forståelse. Giv det friheden til at komme frem i dig. Det er inspirationen, skubbet og drivkraften efter sandhed. Og det vil føre dig til en sandhed, som du aldrig har kendt før, og forberede dig på måder, der sjældent er set i verden.
For at tage imod en Større Fællesskabs Spiritualitet, må der være dette store og korresponderende behov i dig. Du kan ikke gøre dette af nysgerrighed. Du kan ikke gøre dette i forsøget på at se overlegen ud på nogen måde. Hvis det er din motivation, vil du ikke være i stand til at lære en Større Fællesskabs Kundskabens Vej. Og du vil bedrage dig selv og andre med store omkostninger til følge, både for dig selv og for dine relationer. Et større behov vil skille dig ud fra andre, der ikke kan eller ikke vil mærke deres større behov. Din opgave og din udfordring er nu at besvare dette større behov i dig selv og lade det komme frem uden at forsøge at tøjle det, definere det eller dirigere det. Det har sin egen retning. Det har sit eget formål. Det har sin egen vilje. At anerkende dette større behov er at ære dine indre tilbøjeligheder og genforene dig med dig selv, som du virkeligt er, og som du virkeligt søger at være i livet.
Måske vil du tro, at du reagerer på noget fantastisk og uforklarligt. Det udgør både begrænsningerne ved dit personlige sind og storheden og vigtigheden af dit dybere sind. Naturligvis kan du ikke forstå noget stort med noget småt. Dit personlige sind er lille. Kundskabens sind er stort. Hvis du tror, at du forstår det, begrænser du det kun. Hvis du tror, du kan styre det, vil du blot lade dig narre af det. Hvis du tror, du kan holde det for dig selv, vil det undslippe dig.
For at være elev af Kundskab må du være åben for at lære. For at lære, kan du ikke afgøre eller forlange, hvad resultatet skal være, eller hvordan læringen vil finde sted. Hvis du åbner dit sind, lader dit større behov og formål komme frem, vil du mærke en genforening i dig selv. Du vil føle dig forfrisket. Du vil føle, at du endelig bliver anerkendt og godtaget. Hvis du kan lade dette skille dig ud fra andre, uden at forsøge at tage dem med dig, eller forblive forenet med et gammelt perspektiv eller en gammel forståelse, vil du mærke disse store anerkendelser, og de vil styrke og bekræfte dig.
Religionsuddannelse ligner ikke verdens uddannelser. Religionsuddannelse handler ikke om at lære fakta eller historiske perspektiver. Den handler ikke om at sammenligne idéer. Den handler ikke om spekulationer. Den handler ikke om at bestå prøver eller opfylde krav. Den handler ikke om at vinde nogens gunst eller opnå anerkendelse blandt dem. Religionsuddannelse, som den virkeligt eksisterer, repræsenterer Kundskabens Vej. Det er her, du træder ind i Mysteriet og lader et Større Sind komme frem i dig. Det er her, du sætter dig selv i en position til at tage imod, så du kan lære noget, du ikke vidste før, opleve noget, du ikke kunne opleve før, og se noget, du ikke kunne se før.
Med denne undervisning kan du gøre fremgang op ad bjerget og nå et større udsigtspunkt i livet, få et større udsyn og en større ærlighed. Idet du går fremad, vil det nødvendige tjene dig. Det unødvendige vil tynge dig og vil være nødt til at blive lagt til side. Så vil dine skridt blive hurtigere og din byrde lettere. Og dit behov for at associere dig med livet i lavlandet vil være en mindre og mindre hindring for dig. Dette er at opnå en meget praktisk frihed, en frihed, der kun kan opnås gennem en undervisning af denne art.
Kundskab vil befri dig og aflaste dig, for det er dens første formål og krav. Den vil give dig noget, du har søgt i alle andre ting – relation, anerkendelse, styrke, selvtillid, beslutsomhed og retning i livet. Disse ting vil nu have et ægte grundlag, og vil ikke svigte dig.
Dette er for enhver, der føler et ægte behov for at vide. Denne uddannelse er svaret på dette behov. Behovet kalder på forberedelse. Dette behov igangsætter dig til at blive en rigtig elev og giver dig mulighed for at forberede dig og understøtte din forberedelse. Forberedelsen kan ikke komme fra dig selv. Kun evnen til at forberede dig og ønsket om at forberede dig kan komme fra dig selv. Forberedelsen må gives til dig. Den repræsenterer en gave, der besvarer dit indre behov. Den er svaret på det spørgsmål, som dit behov er et udtryk for.
Religionsuddannelse tager dig med ind i en ny form for oplevelse – en oplevelse af genkendelse og en oplevelse af at vide noget. Meget af dette vil ikke have noget med dig at gøre personligt. Den gør det muligt for dig at tage imod nyttig information for dit formål. I bund og grund vil det virke mere som en aflæring end en læring, fordi du vil give slip på så mange tidligere idéer for at skabe en åbning i dit sind og en større kapacitet til at lære. Hvordan kan du lære, hvis dit sind allerede er fyldt med dine egne idéer og overbevisninger? Hvordan kan dit sind lære noget nyt, når det beskytter dets nuværende information?
Undervisning på Kundskabens Vej handler om at lære væsentlige ting, og give slip på det uvæsentlige, og at opnå den skarpsindighed, der skal til for at skelne de to fra hinanden. Hvordan skelner du disse to fra hinanden? Det gør du, fordi de er så forskellige, og du kan mærke forskellen. Oplevelsen af Kundskab ligner ikke noget andet i verden. Her vil du udvikle et dybere referencepunkt for Kundskab i dig selv – ikke noget, der pirrer dine forestillinger eller stimulerer dine følelser, men noget, der resonerer med den dybere del af dig, som du nu er i stand til at opleve og identificere.
Kundskabens Vej virker meget langsom, men du vil bevæge dig med bemærkelsesværdig hastighed. Du vil ikke se dine fremskridt undtagen på visse punkter, når du indser, at du befinder dig et andet sted på livets bjerg, og at du har et andet syn på livet omkring dig. Så vil du have en ny oplevelse af, hvem du er, og du vil have en større indre frihedsfølelse. Her er oplevelse vigtigere end overbevisning. Her er læring vigtigere end at bekræfte gamle idéer.
Religionsuddannelse må være mystisk. Hvis du forlanger, at alt skal være konkret og håndgribeligt, refererer du til fortiden. Hvordan kan du lære noget mystisk og guddommeligt, hvis du mener, at alt skal være fysisk og hverdagsagtigt? Mysteriet har sin egen demonstration, hvoraf den dybestgående er selve oplevelsen af Kundskab. Men for at nærme dig Mysteriet, må du træde ind i et rige, hvor du hverken har forståelse eller ekspertise. Her må du gå i en anden retning, end den andre mennesker går. Du må acceptere din udtrædelse for at bringe lys ind i mørket, det ukendtes mørke, og du må understøtte din udtrædelse uden at fordømme nogen.
Kundskabens lys vil lyse din vej op. Dette lys kan ikke slukkes. Det kan kun skjules. Når det afdækkes, vil du ikke ønske at skjule det, for det vil give dig vished og styrke og gøre dit liv væsentligt og meningsfuldt. Det vil vise dig vejen. Når Kundskabens lys er skjult, vil du snuble rundt i livet, prøve dette, prøve hint, tro på det, der virker mest behageligt og selvforsikrende i øjeblikket, men uden at have nogen reel vished om sandhed, og uden at have nogen reel effektivitet i din tænkning og adfærd.
Religionsuddannelse genopretter det essentielle i dit liv. Den giver dig noget, som verden ikke kan give dig, idet dens kilde er Gud. Verden kan lære dig verdens måder. Den kan lære dig, hvordan du overlever i verden, og hvordan du får fremgang i verden til en vis grad. Den kan imidlertid ikke lære dig noget om din større natur eller dit formål. Den kan ikke lære dig, hvor du kommer fra, og hvor du skal hen. Så des mere verdslig en religionsuddannelse er, desto mindre er den i stand til at adressere disse større og langt vigtigere spørgsmål. Hvis du ingen virkelig fornemmelse har af, hvorfor du er her, er du fortabt for dig selv. Din eneste løsning er så at finde en måde at generhverve, genvinde og udtrykke dette større formål på. Her er alle fortabte, indtil de bliver fundet. Og den eneste måde, de bliver fundet på, er at finde en måde at opleve et større formål direkte og ærligt.
Kundskabens Vej er mystisk, dog utvivlsom. Den er fremmedartet, da den er ny. Den er ny, dog ældgammel. Den er mærkværdig, dog kendt. Den kan være chokerende og udfordrende på visse tidspunkter, men kan helhjertet favnes, fordi den genlyder med selve essensen af, hvem du er og hvorfor du er her. Den vil udfordre dine idéer. Den vil fremtvinge forandring, dog kun for at genoprette dig til dig selv, genoprette dine essentielle færdigheder, forberede dig i verden, og gøre dig i stand til at bruge verden til en større uddannelse.
Her kan du lære at bruge det, verden har at byde på, på en ny måde. I stedet for at bruge det til overlevelse eller selvtilfredsstillelse, bruges det til at bidrage. Så bliver det, verden har at byde på, et middel til at tjene et større mål og et større formål. Her kan du bruge tingene nyttigt uden forvirring og uden klagen. Nu hjælper både succes og fiasko dig. Både fordele og ulemper bliver nyttige. Der er nu større risiko for skuffelse i relationer. Her er du ikke smart eller snedig eller manipulerende. Du erkender simpelthen et større formål i alt, hvad du foretager dig, med alt, hvad du ejer, med alt, hvad du oplever, og med hvem som helst, du møder. Dette er naturligt, noget, der opstår fra selve dit indres dyb. Du behøver ikke at fremmane det. Her er du enkel og åben, snarere end kompliceret og uhæderlig.
Vejen er mystisk, fordi du ikke styrer den. Vejen er mystisk, fordi den ikke er afhængig af din fortid. Vejen er mystisk, fordi den fører dig ud over din tidligere forståelse. Vejen er mystisk, dog kendt. Dette gør det muligt for dig at følge den helhjertet, mens du lærer at fæste din lid til den, acceptere den og lærer dens måder, dens retning, dens mening og dens formål at kende. Du kan kun være helhjertet omkring noget, der repræsenterer dit Ældgamle hjem, hvorfra du er kommet. Du kan ikke være helhjertet omkring noget andet, uanset hvor knyttet du måtte være til det, for det at være helhjertet betyder at favne det fuldstændigt. Dette lader sig kun gøre på Kundskabens plan.
Kundskab kan kun favne Kundskab i universet. Den giver sig selv til alt andet men er kun bundet til det, der repræsenterer de udødelige og permanente relationer, du har i livet og med livet. Det er i denne retning, din religionsuddannelse vil føre dig. Det er for dette, din religionsuddannelse vil forberede dig. Hvis du erkender dette behov er religionsuddannelse tiltænkt dig. Og hvis den er tiltænkt dig, må du anerkende den, lære at acceptere den og finde ud af, hvad det vil sige.