Som modtaget
på October 24, 1993
i Boulder, Colorado
Det er jeres skæbne at indgå som del af det Større Fællesskab af Verdener. En proces, som samlet set vil strække sig over flere århundreder, men forandringen i jeres levetid vil indtræffe meget hurtigt, og udfordringen for det menneskelige samfund vil være enorm. Lad os tale om dette, for dette vedrører dig og dit formål med at komme til verden.
Menneskeheden vil indgå i det Større Fællesskab, idet den lever i det Større Fællesskab. Nu hvor menneskets overtag på jeres planet er etableret, vil I opnå anerkendelse i det Større Fællesskab. I vil være en magtfaktor – ikke en stor magtfaktor, men en magtfaktor ikke desto mindre. Nu er I med stort besvær ved at træde ud af jeres primitive kulturer. I søger med stort besvær at forbinde jer med hinanden. Menneskets historie ligger som en skygge over verden, hvilket trækker folk baglæns, ligesom din personlige historie ligger som en skygge over dig og trækker dig baglæns.
Skæbne er det, der får alting til at bevæge sig fremad. Skæbne er det, der genererer motivationen til at skabe, til at etablere noget, til at udforske og til at opfylde. Der er en skæbne for dig, og der er en skæbne for verden. Din skæbne her er at finde dit formål og finde dine allierede – de unikke individer, der er her for at assistere dig med henblik på at opfylde dette formål. Verdens skæbne er at indgå som del af det Større Fællesskab. Den bevæger sig i denne retning. Uanset hvad menneskelige samfund gør, bevæger den sig i denne retning,. Den må bevæge sig i denne retning. Dette udgør den næste fase af jeres liv i verden. Det er uundgåeligt og uforanderligt. Af denne grund taler vi om det i vendinger, der drejer sig om skæbne i stedet for i vendinger, der drejer sig om menneskelig vilje og menneskelige beslutninger.
Ligesom du udvikler dig fra barn til teenager, fra teenager til ung voksen, fra ung voksen til voksen og derefter ind i alderdommen, således har også din verden sine egne evolutionsstadier. Der findes evolutionsstadier i samfund. Der findes evolutionsstadier i familier. Og verden har sin egen evolutionære proces. Da menneskeheden nu har bredt sig over hele jeres verden – eller i det mindste over hele dens overflade – og har opnået en vis grad af kontrol over den omend forbundet med store risici, er det vigtigt, at I nu forstår, at I er på vej ind i en ny æra. Der er ikke tale om en ny tidsalder, for en tidsalder strækker sig over meget lang tid. Dette er en overgangsperiode, som vil blive vanskelig og turbulent. Mulighederne og kravene vil være enorme. Risikoen for fiasko vil være betragtelig. Det er ikke en tid for sarte sjæle eller for de viljesvage. Det er ikke en tid for de ambivalente eller de selvoptagede. Det er en tid, der kræver stor styrke og dedikation. Kundskab i dig vil give dig denne styrke og beslutsomhed, idet du bliver en elev af Kundskab, idet du går fremad på Kundskabens Vej, og idet du tager Trin til Kundskab. Dette skyldes, at der er brug for dig til noget stort i dette liv.
Sammenlign ikke dit formål med dine forfædres formål. Tro ikke, at dit formål er det samme som en persons for tusind, fem hundrede eller endda hundrede år siden. Dit formål er knyttet til verdens behov og verdens omstændigheder. Ultimativt tjener alles formål genvindingen og bevarelsen af Kundskab i verden. Imidlertid kan det, du ender med at gøre – i hvert fald tilsyneladende – virke meget anderledes. Det er ånden, hvormed du giver, kvaliteten af din gave samt kvaliteten af din bevidsthed og dine relationer, der vil holde Kundskab i live i verden. Alt andet, der udrettes, har til formål at hjælpe, tjene, helbrede, styrke og drage omsorg for andre, og gøre andre i stand til at handle.
Behovet for Kundskab vil stige dramatisk. Så mange mennesker i verden har så lidt, og så få har så meget. Verdens ressourcer svinder, og verdens problemer vokser. Når man ser det hele under ét, fremstår det som en tilsyneladende forfærdelig situation, men det er netop den slags situation, der vil få folk til at handle – ikke blot enkelte inspirerede hist og her, men langt flere mennesker. Verden vil kalde dem ud af deres selvoptagethed. Verden vil kalde dem ud af deres personlige interesser og tragedier. Verden vil stille krav til dem.
Det er netop dette, der kalder dit formål ud af dig. Tro ikke, at du kan trække dig tilbage og meditere hver dag hele dagen lang, og derved finde dit formål. Du må ud i verden og lade det blive bragt ud af dig. Verden repræsenterer en relation, hvor dit formål igangsættes, næres og virkeliggøres. Derfor er det kontraproduktivt at søge væk fra verden eller permanent trække sig tilbage fra den. Netop de prøvelser i verden, som du finder så vanskelige og ubehagelige, er de ting, der vil kalde den storhed ud af dig, som du er kommet for at give. Fordøm derfor ikke verden, når den rent faktisk skaber de rette betingelser for din forløsning.
Verdens indgåelse i det Større Fællesskab vil være den største omstilling, menneskeheden nogensinde har set i øjnene. Det er forståeligt, eftersom menneskeheden er en meget ung race. Ja, jeres forfædres primitive tilværelse strakte sig over meget lang tid, hovedsageligt fordi jeres verden er så let at leve i sammenlignet med andre verdener. Men nu er livets krav langt større, og livets tempo langt højere. Det skyldes at verdens udvikling accelererer. Og udviklingen accelererer på grund af menneskenes globale befolkning, den accelererer på grund af menneskenes globale problemer, og den accelererer på grund af tilstedeværelsen af kræfter fra det Større Fællesskab i verden.
Hvilken form for forandring vil denne store omstilling medføre? Den vil grundlæggende ændre den måde, hvorpå mennesker opfatter deres plads i verden og deres position i livets større sammenhæng, kaldet det Større Fællesskab. Vi introducerer begrebet det Større Fællesskab, så I kan begynde at reflektere over denne større livssammenhæng, og begynde at forstå og acceptere den som et styrende faktum i jeres liv. Det repræsenterer jeres skæbne. Det rummer et større spektrum af påvirkninger og byder på en større vifte af problemer, udfordringer og muligheder, som venter jer. Det er af denne grund, at jeres teknologi bevæger sig så hastigt fremad. En del af denne teknologi blev indført fra det Større Fællesskab for at fremskynde jeres udvikling. Meget af den er jeres eget værk. Den bevæger sig i en bestemt retning. Af denne grund kan I ikke stå stille – forvirrede over jer selv, optaget af jeres tanker, fortabte i jeres ønsker eller begravet i jeres frygt. Livet bevæger sig hurtigt. Du må også flytte dig. Du må være opmærksom og vågen. Du må have et åbent, opmærksomt, vågent og omhyggeligt sind – men ikke et frygtsomt sind.
I takt med at menneskehedens opfattelse af sig selv ændrer sig, vil dens sociale institutioner og strukturer også ændre sig. I vil grundlæggende begynde at se jer selv som en del af jeres verden, ikke blot som en del af en nation, en gruppe, en religion, en kultur, en udvidet familie eller en politisk overbevisning. Alle disse ting vil blive overskygget af det Større Fællesskabs tilstedeværelse, hvilket vil gøre disse ting mere og mere ubetydelige.
Efterhånden som denne erkendelse videregives fra generation til generation, vil de nationale interesser ændre sig, så der lægges større vægt på indbyrdes afhængighed af andre nationer samt på fælles overlevelse og trivsel. Selv hvis der ikke fandtes kræfter fra det Større Fællesskab i verden, ville jeres verdens overskyggende problemer i sig selv fremkalde denne udvikling. Den ville blot finde sted meget langsommere og med mindre sandsynlighed for et godt resultat, fordi menneskeheden ville kæmpe indbyrdes om, hvem der får de sidste ressourcer, hvem der får de sidste fordele, hvem der får den største andel, og så videre.
Verdens udvikling kaster en større skygge over menneskeheden og medfører større vanskeligheder – men det er vanskeligheder, der kan forløse verden og forene dens befolkning; vanskeligheder, der kan sætte alle i samme båd og give alle den samme udfordring. Hvor vil I så søge hjælp? I kan vende jer i Guds retning, men Gud vil henvise jer til hinanden. Så I må vende blikket mod hinanden. ”Hvordan kan vi samarbejde? Hvordan kan vi samarbejde om at styrke og forene vores race, og om at sikre og skabe balance i vores verden?” Dette vil ikke blot være et altruistisk ønske. Det vil være en bydende nødvendighed. Det vil være noget, alle må forholde sig til. Og de, der nægter at gøre dette, vil modarbejde menneskeheden som helhed og skabe konflikter og mislyde.
Derfor må din tankegang være fremadrettet og ikke en bagudrettet. Du må ikke tænke på at bevare de sikkerheder og idealer, du tidligere har klynget dig til. Du må holde trit med livet for at kunne drage nytte af livet og bidrage til det. På den måde vil du ikke blive et af livets ofre, men en af dets velgørere. På den måde vil dine aktive år blive brugt på at fremme verdens fremskridt, snarere end at hindre dette fremskridt.
Mange mennesker og endda hele nationer vil kæmpe imod den kommende forandring. De vil forsøge at værne om deres egne interesser og identiteter på bekostning af verdens interesser og identitet. Dette vil skabe stor friktion. Men i takt med at jeres verdenssamfund langsomt samles – om end præget af megen uenighed – vil der opstå en større følelse af enighed. Verdensopinionen vil få stadig større indflydelse, selv før en verdensregering bliver oprettet. En verdensregering er uundgåelig. Den vil blive en realitet. Den vil blive en realitet for at regulere handelen. Den vil blive en realitet for at forebygge kriminalitet og sult. Den vil blive en realitet for at bevare det miljø, som forskellige nationer er fælles om. Den vil blive en realitet for at regulere kvaliteten af de større naturressourcer, som alle er fælles om, såsom vand og luft. Oprettelsen af en verdensregering vil være vanskelig. Den vil være præget af store prøvelser og konflikter. Men den vil blive en realitet, for det er jeres skæbne. Hvis I fejler i denne henseende, vil I ikke engang kunne imødekomme jeres verdens behov, og dette vil med tiden indhente jer. Det har I ikke råd til, og det ved I.
Dette åbner en stor mulighed for folk at hæve sig over deres egne personlige interesser og få et bredere perspektiv på tilværelsen – og dermed en større fornemmelse af formål. Tro aldrig, at dit formål med livet kommer af hvad du selv gerne vil. Folk begår denne fejltagelse hver dag. De tænker: "Ja, mit formål? Lad os se, hvad vil jeg egentlig gerne?", som valgte de fra en lang ønskeliste. Formål handler om, hvad verden har brug for fra dig, og hvad du er i stand til at bidrage med til verden – hvilket måske stemmer overens med dine personlige mål, planer og ambitioner, og måske ikke.
Verdens indgåelse i det Større Fællesskab vil ændre jeres forståelse af religion. Her vil der opstå store vanskeligheder og enorm modstand. De fleste af verdens religioner bygger på et menneskecentreret syn på universet. I takt med at tilstedeværelsen af Større Fællesskabkræfter i verden bliver mere tydelig og åbenlys, mere acceptabel og mere almindeligt anerkendt, vil folk derfor enten indtage et bredere perspektiv og åbne sig for at revurdere deres forestillinger og grundlæggende overbevisninger, eller også vil de forsøge at fastholde deres religiøse forestillinger i den tro, at de har ret, og at resten af universet på en eller anden måde tager fejl. De vil tro, at de er velsignede og vejledt af deres religiøse tro, mens resten af universet enten er blevet åndeligt afvist eller har været for tåbeligt til at reagere. Menneskeligt hovmod vil her vise sig i alle dets destruktive former. Dette vil I se, og jeres børn vil se det.
Menneskers manglende evne til at respondere på nuet og fremtiden – som følge af deres fastlåste forestillinger og deres tendens til at referere til fortiden – vil skabe enorme konflikter. Verdens indgåelse i det Større Fællesskab er i sig selv en stor udfordring, men det, der vil være endnu mere belastende er menneskelig respons – eller mangel på samme. Ingen ønsker at give afkald på deres fornøjelser. Ingen ønsker at give afkald på deres overbevisninger. Ingen ønsker at ofre de ting, der synes at validere deres identitet. Ingen ønsker at afslutte et kapitel i deres personlige historie. Ingen ønsker at gøre dette – selvfølgeligt medmindre der er tale om elever af Kundskab, som villigt giver slip på disse ting og lægger dem til side for at kunne møde livet på ny. Men for folk, der ikke er elever af Kundskab – hvilket vil sige størstedelen af verdens befolkning – vil dette forårsage et voldsomt opgør. Det vil faktisk forårsage en række af voldsomme opgør.
Skæbnen må nødvendigvis føre dig fremad, uanset om du er villig eller ej, om du kan give efter eller ej, og om du kan lære eller ej. Resultaterne af denne skæbne ligger i jeres hænder, men selve processen gør ikke. Hvorvidt verdens indgåelse i det Større Fællesskab får et godt eller et knusende resultat for menneskeheden, afhænger af jer, men jeres indtræden vil finde sted under alle omstændigheder.
De udfordringer, der venter på jer, kræver en ny tilgang, en ny forståelse og en stærkere følelse af identitet og formål med tilværelsen. Her vil det være meget vanskeligt for folk at se i øjnene, at fremtiden ikke vil ligne fortiden, og at de ikke kan referere til fortiden for at afgøre fremtiden. De må se virkeligheden direkte i øjnene og tage udfordringerne op med åben pande. Dette er en stor udfordring, men det er netop det, der forløser mennesker. Det er dette, der løfter en race. Dette kalder på menneskelig visdom, opfindsomhed, færdighed, dedikation og samarbejde. Kun en række større problemer kan nu fremkalde disse ting i jer. Uden disse ting vil menneskeheden i stedet langsomt synke sammen under vægten af sine egne konflikter, sin egen eftergivenhed og sin egen vold. Alt vil forfalde – nationer, kulturer, byer. Alt vil forfalde. Alle vil blive fattigere og fortvivlelse vil tiltage.
Svaret findes i himlen, i det Større Fællesskab. Se op mod himlen for inspiration. Se mod det Større Fællesskab. Himlen selv ligger hinsides det Større Fællesskab, men det er i det Større Fællesskab, I instinktivt vil lede efter svaret. Jeres verden har brug for denne indgåelse i det Større Fællesskab. Det er ikke blot jeres skæbne. Det repræsenterer også et stort svar på et stort behov. Men svaret blev ikke givet for nylig. Det blev givet, da verden begyndte.
Livets evolution i verden er en del af livets evolution i det Større Fællesskab. Den kan ikke adskilles fra denne. Derfor må din fremtid, din skæbne og den større sammenhæng, hvori du kan forstå dig selv som individ, findes i det Større Fællesskab. Menneskelige religioner, samfund og kulturer er alle sammen baseret på fortiden, og dette vil arbejde imod jer. Imidlertid vil jeres naturlige tilbøjeligheder til spiritualitet, socialt samarbejde og produktivitet, politisk stabilitet samt retfærdighed og sindsligevægt ruste jer til fremtiden og gøre det muligt for jer at gøre, hvad end der kræves for at overleve, gøre fremskridt og bringe større orden, fred og retfærdighed til verden. Det vil ikke være en perfekt orden, men det må være en større orden. Det vil ikke være en perfekt fred, men det må være en større fred. Det vil ikke være en perfekt retfærdighed, men det må være en større retfærdighed.
Menneskeheden må forene sig, selv i al dens mangfoldighed, for i det Større Fællesskab udgør menneskeheden én race. Den skelnen, I gør for at adskille jer fra hinanden, er betydningsløs for jeres besøgende, undtagen for så vidt den kan udnyttes. Den er udtryk for jeres svaghed, ikke for jeres styrke.
I er ved at bevæge jer væk fra stammementaliteten i verden. Stammerne er nu meget store, og mange af dem har teknologisk magt. Dog er mentaliteten, der styrer disse stammers adfærd, endnu ikke fuldstændig ændret. At arbejde for sin klan – udelukkende at arbejde for sin gruppe og slå ud efter alle andre – er tankeløst og meningsløst og vil ikke fungere i en ny verden. I er sandelig i færd med at skabe en ny verden. Gamle institutioner vil falme. Gamle religioner vil være nødt til at udvide sig og tilpasse sig, ellers vil de dø ud. Gamle trosretninger må tilføres ny lidenskab, ellers vil de svinde hen med hver ny generation. Gamle kulturelle bånd vil falme, som de nu engang må. I kan ikke længere leve for at ære jeres forældre eller deres forældre. I må leve for at imødekomme livets krav, som de former sig nu.
Der vil blive begået mange fejl. Der vil blive begået graverende fejl. Menneskeheden som helhed har aldrig lært noget af stor betydning på nogen elegant måde, men jeres evne til omstilling er stadig betydelig. Jeres skaberevne er stadig betydelig. Jeres mobilitet i verden er stadig betydelig. Verden råder endnu over ressourcer, der gør det muligt for jer at vokse og tilpasse jer det Større Fællesskab – i modsætning til mange andre verdener, hvor ressourcerne blev opbrugt eller ikke fra begyndelsen var rigelige. I takt med at jeres naturressourcer svinder, må jeres teknologi gøre fremskridt.
Så lad os kaste et blik på jeres fremtid for at se, hvordan tingene kunne komme til at se ud. Det drejer sig ikke om en fremtid, der ligger langt ude i horisonten, men om en, du vil opleve, og som du allerede nu begynder at få en forsmag på.
For det første vil alle blive langt fattigere, og der vil være behov for mere deling. Antallet af mennesker, der besidder stor rigdom, vil falde i forhold til samfundet som helhed, og der vil være brug for mere deling. Jeres naturlige omgivelser vil blive stadigt mere forurenede – i en sådan grad, at hele områder af verden vil være ubeboelige for mennesker. Folk vil i stigende grad leve indendørs, og endda udforske mulighederne for at leve under jorden. Fødevareproduktionen vil blive stærkt påvirket, og nye metoder vil være nødt til at blive etableret. Der vil opstå nye former for religiøs udfoldelse og religiøse oplevelser relevante for den tid, I vil stå overfor. Nationale problemer vil i stigende grad sprede sig til andre lande, hvilket i højere grad vil kræve international indgriben og samarbejde.
Mange mennesker vil sulte, for der vil ikke være mad nok til at dække behovet i krisesituationer. Dette vil skabe et nationalt og internationalt netværk for fødevareproduktion og -distribution. I bliver nødt til at vænne jer til at leve med mindre – færre ejendele, færre muligheder og mindre bevægelsesfrihed. Det, vi her beskriver, er generelle forhold. Du kan allerede nu ane disse ting i verden, og du vil mærke dem tiltage, som tiden går.
Kan I ændre alt dette? I kan kun tilpasse jer skiftende vilkår og bruge dem til at forbedre menneskenes vilkår og jeres egen sindstilstand. Nutiden og fremtiden vil kræve en ny tankegang, ikke en gammel. De vil kræve en ny respons, ikke en gammel. De vil kræve menneskelig opfindsomhed snarere end menneskelig magelighed. De vil kræve stadig større tilpasning og omstilling. De vil udfordre gamle tanke- og handlemønstre. Alt dette er nødvendigt, og det er gavnligt. Det er gavnligt, fordi det er nødvendigt. Og det er nødvendigt, fordi dette er verdens evolution. Menneskeheden er blevet for stor og for magtfuld. Den har en for stor påvirkning på sit eget miljø til at kunne fortsætte uden selvkontrol, uden Visdom og uden en følelse af verdensfællesskab og globalt ansvar.
Skæbnen vil fuldstændig ændre dit liv. Du er kommet for at tjene en verden under omstilling. Det vil føles som begyndte en helt ny tidsalder, men det er blot fordi, at en gammel tidsalder er døende. En verden under omstilling har brug for stor menneskelig opfindsomhed og mod, hvilke vil udgå fra Kundskab i dig.
Det er jeres skæbne at komme i kontakt med andre former for intelligent liv fra det Større Fællesskab. Nogle vil modarbejde jer, nogle vil misbruge jer, nogle vil ignorere jer, og nogle vil forsøge at etablere en relation til jer. Hver af dem vil byde på deres særlige udfordring og stille særlige krav. For nuværende tror mange mennesker stadig, at universet er ét stort tomt sted. ”Åh ja, der findes liv derude et sted, men det er helt sikkert sparsomt, og det hele ligger og venter på os.” I fremtiden vil I drage ud og forsøge at plante jeres flag på enhver verden, I kan nå, men det Større Fællesskab vil tøjle jeres ambitioner og jeres lyst til erobring. Selv jeres behov for nye ressourcer vil blive reduceret, for I vil opdage, at det Større Fællesskab i virkeligheden er fuld af aktiviteter, ikke mindst i denne del af rummet, hvor I er. Og I vil opdage, at de områder, I søger at gøre krav på, allerede er taget i besiddelse.
Dette vil kræve, at I lærer om det Større Fællesskab og udvikler Visdom og diplomati i en større kontekst af livet. Det drejer sig om færdigheder, som jeres race vil drage fordel af – færdigheder, der vil tøjle jeres ambitioner og øge jeres ansvarlighed.
Jeres besøgende er ikke blot teknologisk avancerede, de har også en stærkere social sammenhængskraft, uden hvilken de ikke ville have kunnet nå jeres kyster. De ankommer til en verden, hvor stammekrige dominerer, hvor et menneske ikke kan anerkende et andet, hvor alle hævder forskellige troskaber og autoriteter. De ankommer til en verden, hvor folk ødelægger deres naturlige miljø i et skræmmende tempo. De ankommer til en verden præget af frygt, overtro og selvoptagethed, og hvor stor tragedie, lidelse og menneskelig udnyttelse hersker.
Hvordan ville denne verden se ud for dig, hvis du var en besøgende, som kom hertil for første gang? Selv med dit menneskelige perspektiv kan du få en indsigt i, hvordan I må tage jer ud for dem, der kommer på besøg. Vil de have medfølelse med jer? Vil de forsøge at hjælpe jer? Vil de forsøge at undgå jer? Vil de ønske at indgå en relation med jer? Kan de stole på jer? Kan man regne med jer? Er I tilstrækkeligt konsistente til at opbygge relationer? Disse er alle væsentlige spørgsmål at stille sig selv for at opnå et perspektiv fra det Større Fællesskab – også set med menneskelige øjne. At se dig selv fra et Større Fællesskabs-perspektiv vil vise dig, hvad du må opnå, og hvad dine store begrænsninger er på nuværende tidspunkt. Det vil give dig en ny forståelse af dig selv, en forståelse, der er meget fair og ærlig.
Livet forlanger på nuværende tidspunkt, at menneskeheden udvikler sig mere. Dit eget liv bevæger sig hurtigt, fordi livet generelt bevæger sig hurtigt. Det kan du ikke flygte fra. Hvis du flyttede til verdens mest fredelige sted, vil alt, hvad du foretager dig der, stadig blive påvirket. Flygt eller gem dig ikke. Forbered dig. Fornægt eller undgå ikke. Forbered dig. Argumentér ikke imod virkeligheden; undsig dig ikke virkeligheden. Forbered dig på virkeligheden. Det Større Fællesskabs komme er den store tærskel for menneskeheden. Du bliver nødt til at forberede dig. Verden har brug for en ny bevidsthed, en ny tilgang og et nyt grundlag for samfund. Du må forberede dig.
I befinder jer nu i begyndelsen af denne omstilling. De kommende generationer vil være en del af denne omstilling. I må lægge fundamentet for det, der venter. Og er det ikke netop det, I er kommet her for? Det er dette, I kom her for at gøre – at lægge fundamentet for det fremtidige liv, så kommende generationer kan trives og blive talrige.
Forberedelsen kan ikke overlades til blot én eller to hellige og vidunderlige mennesker. Det må være et ansvar, som hele befolkningen påtager sig. I må ikke se på den forestående forandring og tænke: "Jamen, hvordan kan jeg drage fordel af den? Hvordan kan jeg beholde det, jeg har? Hvordan kan jeg få flere penge ud af den?" Det er en tankeløs og destruktiv tankegang. Det, I vil stå overfor, vil være alt for alvorligt til at tænke sådan. Alle må påtage sig dette ansvar. Alle må påtage sig at gøre noget i fællesskab med andre – noget produktivt, noget konstruktivt, noget der når ud over jeres egne personlige interesser. Selvfølgelig vil ikke alle gøre dette, men flere må gøre det. Du må gøre det.
Forbered dig. Du forbereder dig med Større Fællesskabs Kundskabens Vej. Den er den eneste forberedelse på det Større Fællesskab. Den vil også forberede dig på at imødekomme verdens vanskeligheder og prøvelser. Den vil forberede dig på at se og opleve en gammel tidsalders død, samt den vanskelige fødsel af og omstilling til et nyt liv. Den vil gøre det muligt for dig at gå fra en gammel tankegang til en ny, fra en gammel tilgang til livet til en ny, fra en gammel oplevelse af relationer til en ny. Forberedelsen gør dette muligt, fordi den gør det muligt for dig at bygge dit liv på Kundskab, og ikke på erstatninger for Kundskab.
Menneskeheden er skæbnebestemt til at blive en del af det Større Fællesskab. Dette er dens evolution. Dette er dens skæbne. Det er her, I er på vej hen. Det er dette, I må kappes med. Og det er dette, I nu må forberede jer på – følelsesmæssigt, psykologisk, intellektuelt og åndeligt. Hold ikke fast i dine gamle traditioner. Forbered dig på forandring. Hvis du beskytter fortiden, vil du føle, at livet angriber dig, og du vil kæmpe imod det. Du vil blive voldelig og en modstander af livet.
Du har kun tre måder at forholde dig til virkeligheden på: Du kan bevæge dig hen imod den, du kan bevæge dig væk fra den, eller du kan modarbejde den. Bevæg dig i retning af din fremtid. Bevæg dig i retning af øjeblikket. Find den styrke i dig selv, som gør dig i stand til dette – den styrke, der udgår fra Kundskab i dig. Find lysten til at være i en verden under forandring – den lyst, der udgår fra Kundskab. Lad forandringen gå sin gang, men bidrag til den i det godes tjeneste, for der er brug for dit bidrag. Du kan ikke lades udenfor. Hvis ikke du bidrager, vil du have fejlet i livet, og du vil vende hjem til din Åndelige Familie med din gave uåbnet. Du vil ikke blive straffet dér, men du vil føle stor ærgrelse, og dit liv her vil blive betragtet som uopfyldende og uopfyldt.
Det er jeres skæbne at lære af det Større Fællesskab, men først må I overleve i det Større Fællesskab og kappes med det. I det Større Fællesskab findes der racer på alle stadier af evolution og teknologisk formåen. Der findes racer, som er dedikeret til det gode, og racer, som er dedikeret til destruktion. Men da de må kappes med hinanden, holder de hinanden i skak. Så vidt de har kontakt, lærer de af hinanden og påvirker hinanden – både fysisk og mentalt.
Hvis du ser dig selv udefra det Større Fællesskab og ser ind, vil du begynde at få en forståelse for, hvordan de måske vil nærme sig jer, hvad de kunne tænkes at ville, og hvad de kunne anse for muligt. Vi vil her give dig nogle idéer til overvejelse med hensyn til jeres besøgendes hensigter. Disse hensigter gælder måske ikke for dem alle, men at overveje dem bør alligevel prioriteres højt.
Det første anliggende er bevarelsen af jeres naturlige miljø. Det er et højt prioriteret anliggende, fordi naturlige miljøer, som jeres, betragtes som ressourcer i det Større Fællesskab, ressourcer der ikke må ødelægges. Behovet for biologisk regenerering andre steder, og overfloden af biologiske ressourcer her, gør jeres verden alt for værdifuld til at blive ødelagt. I vil ikke få lov til at ødelægge den. Hvis I fortsætter uagtsomt, vil der blive grebet ind, og jeres race vil blive underlagt kontrol. Dette ville være meget uheldigt, uheldigt, fordi I ikke ville have lært det, I må lære. Uheldigt, fordi I ville have opgivet jeres autoritet og selvbestemmelse, da I var uvillige til at udøve dem på rette vis. Det ville være uheldigt, fordi anledningen til at fremme jeres race ville være gået tabt. Og uheldigt, fordi jeres frihed ville gå tabt. At miste alt dette er en mulighed. Og udfaldet afhænger i høj grad af jer.
Jeres naboer og besøgende er også bekymrede over jeres aggressive adfærd. I vil ikke få lov til at begive jer ud på erobringstogter, selv ikke i jeres lokale univers. I aner ikke, hvad I har med at gøre. Det er et mere voksent miljø derude. Og I er som unge teenagere – overmodige og selvoptagede, i besiddelse af nyvundne kræfter og evner, og dog uden den nødvendige visdom til at vide, hvordan de bruges, og uden den nødvendige tilbageholdenhed til ikke at bruge dem mod jer selv eller andre. På dette punkt må I blive voksne, og at blive voksen er essentielt.
Kontakten med det Større Fællesskab vil tøjle jeres ambitioner. Og det vil give jer et andet perspektiv på livet. Universet er ikke jeres at gøre krav på. Universet er ikke jeres at erobre. Universet er ikke jeres at besidde. Det er jeres at dele og at lære af. I vil møde racer, der er langt mere fremskredne end I er og med helt andre temperamenter. Hvis I skal kappes med dem, må I vellykket lære at kappes med jeres egne. Forskellene mellem jer og dem vil være store, ligesom forskellene mellem dig og andre mennesker er små. Hvis I ikke kan skabe harmoni, hvor forskellene er små, hvordan skulle I så kunne skabe harmoni, hvor forskellene er store?
Jeres skæbne er over jer. Den ligger ikke ude i en fjern fremtid, hvor I ikke behøver at tænke på den. Den udspiller sig lige nu. Du befinder dig midt i den. Bliv bidragyder til den. Forbered dig på den. Få adgang til Kundskab – det Vidende Sind i dig – og til det større formål, der har bragt dig hertil; for det vil lære dig, hvordan du forbereder dig, og vil gøre dig i stand til at forberede dig. Det vil vise dig, hvem du skal være sammen med, og hvor i livet du må være. Dit livs storhed er påkrævet nu på grund af storheden af menneskehedens evolution. Din missions storhed må blive kendt for dig, for verden har brug for, at den kommer til udtryk og demonstreres. Dit bidrags storhed er påkrævet, for menneskehedens behov vil kun vokse sig større og blive mere alvorligt.
Din skæbne præsenteres for dig her, så du får en mulighed for at åbne dine øjne. Den præsenteres her mere som en gave end som en advarsel. Du ved, at den kommer. Og du har nu en anledning til at forberede dig. Og du ved, at du er nødt til at forberede dig. Forberedelsen på det Større Fællesskab gives dig i form af Større Fællesskabs Kundskabens Vej. Den ligger foran dig i dette øjeblik. Døm den ikke ved at henvise til fortiden, men åbn dig selv for den som en forberedelse på fremtiden og som et middel til at få adgang til det, du ved nu, og det, du kan gøre nu.