Vi bekræfter endnu en gang denne lektion, som vil bekræfte virkeligheden af kærlighed og given i verden. Dine idéer med hensyn til at give er alt for indskrænkede og små. De må udvides, så du kan erkende omfanget af given i verden.
Mind dig selv hver hele time om at huske dem, der har givet til dig. Tænk ikke kun på dem, som du med sikkerhed ved har givet til dig, men husk også dem, som du føler har såret dig, som har fornægtet dig, eller som har stået i vejen for dig. Husk dem, for de har også givet til dig. De har givet dig en påmindelse om, at Kundskab er nødvendig, og de har demonstreret et liv uden Kundskab for dig. De har demonstreret for dig, at Kundskab også forsøger at komme frem i dem. Uanset om de accepterer eller modsætter sig denne fremkomst, er den stadig nærværende og tilkendegiver alligevel sig selv.
Du gør fremskridt, fordi andre har demonstreret deres inspiration og deres fejltagelser for dig – deres accept af Kundskab og deres fornægtelse af Kundskab. Hvis der ingen fornægtelse af Kundskab var i verden, ville du ikke kunne lære her. Du ville ikke erkende vigtigheden af Kundskab. Kontraster i læringen vil lære dig, hvad der er værdifuldt, og hvad der ikke er, og den vil lære dig at være medfølende og kærlig. At forstå dette vil gøre dig i stand til at tjene i verden.
Erkend hver hele time, hvem der giver til dig i dette øjeblik, og erkend, hvem der tidligere har givet til dig. Sådan vil denne dag være en taknemmelighedens og påskønnelsens dag. Du vil forstå, hvor vigtig din forberedelse er, og hvor mange der har givet sig til dig for at tjene dig, så du kan påtage dig denne forberedelse.
Gentag dagens idé i dine to dybere meditationsøvelser, og lad derefter hver enkelt person, der venter på at blive anerkendt og velsignet af dig, komme til din bevidsthed. Idet du lader dem gøre det, vil alle individer, der har brug for det, præsentere sig for dig. Kig efter og se, hvordan de har gjort dig en tjeneste, og tak dem for denne tjeneste til dig. Tak dem for at hjælpe dig med at erkende dit behov for Kundskab. Tak dem for at have vist dig, at der ikke er noget alternativ til Kundskab. Og tak dem for at styrke din deltagelse i Kundskab. Velsign hver enkelt og lad den næste komme til din bevidsthed. På denne måde vil du velsigne alle dem, der har været i dit liv og er i dit liv i øjeblikket. På denne måde vil du lære at værdsætte din fortid og ikke fordømme den. På denne måde vil kærlighed udgå naturligt fra dig, for kærlighed må være født af taknemmelighed, og taknemmelighed må være født af sand anerkendelse. Det er sand anerkendelse, som du vil øve i dag.
Øvelse 328: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.