Din rolle i verden er for vigtig at forsømme. Forsøm den derfor ikke denne dag. Handl på den beslutning, som gårsdagens Evaluering gav dig. Gør det, der må gøres for at gøre din øvelse dybere, for at udnytte din øven, for at udnytte din oplevelse i verden til at øve, for at føre din øven ud i verden og for at lade din verden bakke din øven op. Forsøm ikke dette, for gør du det, forsømmer du dig selv, din vished, din opfyldelse og din glæde.
Forsøm ikke din igangværende forberedelse. Hver dag styrker du den, og idet du gør det hver dag, taler du for Kundskab. Du taler for din deltagelse i livet. Ja, selv nu under din forberedelse underviser du i Kundskab, og du styrker Kundskab i verden. Muligvis kan du endnu ikke se dette, men med tiden vil det være så tydeligt for dig, at du vil lære at værdsætte hvert øjeblik, hvert møde med en anden, hver tanke og hvert åndedrag. Du vil værdsætte hver eneste oplevelse i livet, fordi du vil være nærværende for den, og du vil indse, at du i hver enkelt af dem kan udtrykke Kundskab og opleve Kundskab udtrykke sig selv.
Husk hver hele time i dag. Gør denne dedikation i begyndelsen af i dag og i begyndelsen af alle de efterfølgende dage for at bruge dine trin så fuldstændigt som muligt. Træd atter ind i stilhed i dine to dybere øvelsesperioder for at opfriske dit sind. Styrk din evne og din beslutning om at lade dit sind være stille og modtageligt. Dette må du styrke hver dag, for det er en del af din øvelse. Dette må du give dig selv til hver dag, for det er sådan, du giver til dig selv og til verden.
Undervurdér ikke vigtigheden af din rolle, men belemre ikke dig selv med at tro, at din rolle overgår din fatteevne, for hvad kunne være mere naturligt for dig end at udfylde den rolle, som du er kommet her for? Hvad kunne være en mere fuldkommen bekræftelse på dit livs vigtighed og værdi end at føre det frem i livet, som dit liv var beregnet til at være? Beslutningsmagten er givet dig i dag med henblik på at styrke og anvende den, og dog er den Større Kraft bag din beslutning større end din beslutning. Denne Større Kraft holder sig til dig nu. Forsøm ikke din forberedelse. Forsøm ikke at bevæge dig hen imod fuldbyrdelsen og opfyldelsen af din rolle i verden, for når du nærmer dig det, vil glæde nærme sig dig.
Øvelse 323: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.