Lad ikke din egen ambition narre dig, nu hvor Kundskab i dig begynder at spire. Din ambition er født af dit personlige behov for anerkendelse og beroligelse. Den er et forsøg på at modvirke frygt ved at kontrollere andres meninger. Her er din ambition destruktiv, men ligesom alle andre af sindets evner, der for indeværende bruges upassende, kan den med tiden tjene Kundskabens storhed. Du har endnu ikke opnået denne tilstand; så forsøg ikke at gøre noget med din Kundskab, for din opgave er ikke at bruge Kundskab men at tage imod Kundskab. Det er i din modtagelighed for Kundskab, at du vil finde, at Kundskab er til din største tjeneste og nytte.
Lad ikke ambitioner trække dig hen, hvor du ikke kan være. Lad dem ikke på upassende vis bruge din vitalitet og din energi. Lær at være tålmodig og rolig med Kundskab, for Kundskab har sit eget mål og sin egen retning i livet, som du nu er ved at lære at holde dig til.
Lad dig selv være uden ambitioner hele dagen i dag i dine øvelser hver hele time, og ligeledes i dine dybere meditationer, for du ved ikke, hvad du skal gøre med Kundskab. Lad dette befri dig i dine længere meditationer, så du kan træde ind i stilhed og forlade de fysiske tings verden.
Øvelse 219: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.