Trin 207 Jeg tilgiver dem, som jeg mener har såret mig.

Denne erklæring repræsenterer din intention om at have Kundskab, for den manglende evne til at tilgive er blot at give en situation skylden, hvor du ikke kunne forstå eller anvende Kundskab. I denne henseende er alle dine fiaskoer dine egne. Dette kan i første omgang ligne en bebrejdelse, indtil du erkender den større mulighed, det præsenterer for dig. For hvis alle fejltagelser er dine egne, vil du indse, at al korrektion gives dig at anvende. En andens fejltagelse er ikke din, men din fordømmelse af den er din fejltagelse. Så enhver fejltagelse, der fremkalder denne manglende evne til at tilgive i dig, er din fejltagelse, da en andens fejltagelse ikke behøver at fremkalde denne manglende evne til at tilgive eller en bebrejdelse af nogen art i dig. Faktisk vil andres fejl i fremtiden afføde din medfølelse og anvendelse af Kundskab og behøver ikke at give anledning til bebrejdelse eller ulykkelighed i dig.

Kundskab chokeres ikke over at se på verden. Kundskab forfærdes ikke. Kundskab bliver ikke modløs. Kundskab bliver ikke fornærmet. Kundskab erkender verdens lidenhed og verdens fejl. Den erkender dette, for den kender kun sig selv, og alt, hvad der ikke er Kundskab, er blot en mulighed for at genanvende Kundskab. Således er din manglende evne til at tilgive blot en mulighed for, at du kan genanvende Kundskab.

Gentag dagens idé hver hele time, og undervurdér ikke dens værdi for dig, der nu søger at blive befriet for sorg og elendighed. Tænk i dine to dybere øvelsesperioder på de mennesker overfor hvem, du mangler vilje til at tilgive, tænk på dem én efter én – mennesker, som du har kendt personligt, og mennesker, som du har hørt om eller tænkt på, mennesker, som har været forbundet med fejltagelse. Du vil komme til at tænke på dem, idet du påkalder dem, for de venter alle på at blive tilgivet af dig. Lad dem nu komme frem én efter én. Idet de gør det, så tilgiv dig selv for at have undladt at anvende din Kundskab. Mind dem om, at du nu er ved at lære at anvende Kundskab, og at du ikke vil lide på deres vegne, og at de derfor ikke behøver at lide på dine vegne. Forpligtelsen til at tilgive er således forpligtelsen til at erkende Kundskab og anvende Kundskab, for Kundskab fordriver din manglende vilje til at tilgive, ligesom lyset fordriver mørket. For der er kun Kundskab og behovet for Kundskab. Det er alt, hvad du overhovedet kan opfatte i universet.

Derfor er dine to øvelsesperioder dedikeret til at se de mennesker i øjnene, som du har anklaget, og til at tilgive dig selv for ikke at have anvendt Kundskab i din forståelse af dem og i dit engagement med dem. Gør dette uden nogen form for skyldfølelse eller selvforklejnelse, for hvordan kunne du undgå at begå fejl, hvis Kundskab ikke var tilgængelig for dig, eller hvis du ikke var tilgængelig for Kundskab. Acceptér derfor dine tidligere begrænsninger, og dedikér dig nu til at opfatte verden på ny uden bebrejdelse og med Kundskabens storhed.