Din Åndelige Familie er større, end du erkender. Den eksisterer i mange verdener. Dens indflydelse er overalt. Af denne grund er det så meningsløst at betragte sig selv som alene, når man er en del af noget så stort, som tjener det største af alle formål. Du må give afkald på din selvfordømmelse og din følelse af lidenhed for at vide dette, for du har identificeret dig med din adfærd i verden, som er lille. Du har identificeret dig med dit personlige sind og din fysiske krop, som er små. Men nu begynder du at erkende din relation til selve livet gennem Kundskab, som er stor. Dette sker uden at straffe det personlige sind eller den fysiske krop, for de bliver nyttige og glade i takt med, at de lærer at tjene et større formål. Så har kroppen sundhed, og det personlige sind udnyttes, hvilket giver begge en mening, som de nu mangler.

Dit fysiske behov drejer sig om sundhed, men din sundhed må tjene et større formål. Du har brug for at udnytte dit personlige sind rigtigt, hvilket vil give det mening og værdi, for det søger kun at blive inddraget i det, der er meningsfuldt. Det, der gør det muligt for dit sind og din krop at finde deres rette plads i dit liv, er Kundskab, som giver dig mening, formål og retning.

Dette er sandt i alle verdener. Det gælder i hele det fysiske univers, som du er borger i. Stræk dit syn på dig selv, så du kan lære at være objektiv omkring din verden. Kast ikke blot menneskelige værdier, antagelser og mål over din verden, for det gør dig blind for verdens formål og evolution, og gør det langt vanskeligere for dig at påskønne, at du er borger af et større liv.

Engagér i dag dit sind aktivt i undersøgelse af denne idé i dine to længere øvelsesperioder. Tilbring de første femten minutter på denne undersøgelse i begge dine to længere øvelsesperioder. Prøv seriøst at undersøge betydningen af dagens idé. Lad dit sind vende tilbage til stilhed, når din undersøgelse er afsluttet. Gør dig kontrasten mellem aktivt mentalt engagement og mental stilhed bevidst. Forstå, at begge dele er vigtige og supplerer hinanden. Gentag idéen hver hele time og overvej den, mens du betragter verden omkring dig.

Øvelse 189: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.