Kun de rige kan give, for de er ikke forarmede. Kun de rige kan give, for de føler sig ikke tilpas med en besiddelse, medmindre den gives væk. Kun de rige kan give, for de kan ikke forstå deres besiddelse, før den gives væk. Kun de rige kan give, for de ønsker at mærke taknemmelighed som deres eneste belønning.

Du er rig, og du kan give. Du besidder allerede en rigdom af Kundskab, og det er den størst mulige gave. Enhver anden handling, enhver anden tjeneste, enhver anden genstand, som er en gave, er kun meningsfuld for så vidt den er besjælet med Kundskab. Dette er den usete essens af alle sande gaver og al sand given. Du har et stort lager af denne essens, som du må lære at tage imod. Du er rig hinsides dit eget kendskab. Selv hvis du er økonomisk fattig, selv hvis du tror, at du er alene, er du rig. I dag vil din gave demonstrere dette. Din gave vil demonstrere kilden, dybden og meningen med din rigdom og vil besjæle al din given med selve essensen af given. Med tiden vil du opdage, at du vil give uden at prøve, og at selve dit liv vil være en gave. Så vil dit liv demonstrere den rigdom, som hvert menneske besidder, men som de endnu ikke har lært at tage imod.

Gentag denne idé hver hele time, og mærk din egen rigdom i dine to længere meditationsøvelser. Mærk Kundskabens nærvær og dybde. Vær modtager af Kundskab, og giv dig selv til Kundskab, for ved at give dig selv til din øvelse bekræfter du allerede din egen rigdom, som kun behøver at blive bekræftet for fuldt ud at blive erkendt.

Øvelse 158: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.