Verden er på vej ind i det Større Fællesskab af Verdener. Hvordan kan du mærke det, hvis du er optaget af dine egne bekymringer, dine egne håb og dine egne ambitioner? Hvordan kan du erkende, hvad der sker i din verden? Hvordan kan du erkende de kræfter, der i så høj grad påvirker dit ydre liv og styrer dine anliggender? En del af at være stærk med Kundskab er at være opmærksom. Du kan kun være opmærksom, hvis dit sind ikke er optaget af sine egne forestillinger og fantasier.

Verden forbereder sig på at træde ind i det Større Fællesskab af verdener, og dette ligger nu til grund for dens udvikling og alle dens fremskridt. Derfor bryder der konflikter ud i verden, fordi de, der er imod verdens evolution, vil kæmpe imod den. De, der ønsker at videreføre verdens fremgang, vil søge at styrke menneskenes godhed og fornemmelsen af, at menneskene er ét fællesskab, som må nære og støtte sig selv hinsides al opdeling i nationer, racer, religioner, kulturer og stammer. Således er det, at du, der bliver repræsentant for og tager imod Kundskab, vil styrke fred, forening, forståelse og medfølelse i verden. Alt dette er en del af at forberede verden på at træde ind i det Større Fællesskab af Verdener, for det repræsenterer verdens evolution. Det repræsenterer Kundskab i verden.

Kundskab fremmer på ingen måde konflikter i verden. Den fremmer ikke had eller stridigheder. Den fremmer ikke noget, der skaber splittelse, eller noget, der er grusomt eller destruktivt. Det er den kollektive oplevelse af Kundskab i verden, der bevæger verden i foreningens og fællesskabets retning. Da din verden er en del af et Større Fællesskab, bevæger den sig i foreningens og fællesskabets retning på grund af sin egen evolution og på grund af, at den responderer på det Større Fællesskab, af hvilket den er en del. Du kan ikke forstå vigtigheden af denne idé, medmindre du er opmærksom på verden, og du kan ikke forstå vigtigheden af dette for dig selv, der er kommet for at tjene denne fremkomst, medmindre du er opmærksom på dig selv.

Husk endnu en gang på, at du kun kan miste kontakten med dig selv, hvis du går tilbage til forestillingerne eller fantasien, for det er det eneste alternativ til at være opmærksom på sig selv og på sin verden. Så vågn op fra dine drømme og vær opmærksom. Hvis du hver hele time husker at kigge efter i verden uden at dømme, vil du se, at verden forsøger at blive ét fællesskab, for den søger at række sig selv ud til det Større Fællesskab. Det Større Fællesskab repræsenterer et fællesskab, der opfordrer menneskene til at træde ind og til at deltage. Du kan ikke forstå dettes mekanisme, for det er alt for stort for dine øjne og for din mentale kapacitet på nuværende tidspunkt, men bevægelsen er så åbenlys og tydelig, hvis man blot vil kigge efter.

Kig efter hver hele time, og engagér aktivt dit sind i overvejelsen af denne idé i dine dybere meditationsøvelser. Dagens øvelse er ikke en stilhedsøvelse men en øvelse i aktivt og nyttigt engagement af dit sind. Overvej din egen respons på dagens idé. Vær opmærksom på dine tanker for og imod den. Vær opmærksom på dine bekymringer, især med hensyn til at verden bliver ét fællesskab i sin fremkomst og deltagelse i det Større Fællesskab. Vær opmærksom på disse ting, for her vil du forstå, hvad der i dig selv støtter din fremgang, og hvad der hindrer den. Idet du lærer at se på disse ting uden fordømmelse men med sand objektivitet, vil du forstå, hvorfor verden har konflikter. Du vil forstå det, og du vil ikke se på det med had, ondskab eller misundelse. Du vil se på det med forståelse og med medfølelse. Det vil så lære dig, hvordan du må lære at arbejde i verden, så du kan opfylde dit formål her.

Øvelse 325: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.