Øv dig i dag objektivt i at evaluere de forløbne to ugers øvelser. Læs endnu en gang hver lektion for den pågældende dag, og genkald dig dine øvelser for pågældende dag. Begynd med den første øvelse i de to uger, og følg derefter hver dag, trin for trin. Styrk din evne til at observere dine fremskridt objektivt. Se på, hvad der sker på dage, hvor du er stærk i din øvelse, og på dage, hvor du er svag. Mens du gør dette, så forestil dig et øjeblik, at du ser gennem dine Læreres øjne, der betragter dit liv langt oppefra. De fordømmer ikke. De noterer sig blot dine styrker og svagheder, styrker de første og minimerer virkningerne af de sidste. Efterhånden som du lærer at se objektivt på dit liv, vil du lære at se dit liv gennem dine Læreres øjne. Dette er at se med Kundskab. Det er at se uden at dømme. Givet dette, bliver sindet et redskab for Kundskab, og Kundskab vil skænke dig alle de idéer og aktiviteter, som virkeligt er gavnlige for dig.
Lad din Evalueringsøvelse i dag være engageret på dine egne vegne. Brug dit sind målrettet, og lad det ikke vandre af sted. Bryd vanen med at tænke tankeløst. Bryd vanen med at beskæftige dig med tåbelige og meningsløse ting. Lad din Evaluering i dag demonstrere for dig, at du er en sand elev af Kundskab.
Øvelse 224: Én lang øvelsesperiode.