Kundskab er mere magtfuld, end du indser. Den er også mere vidunderlig, end du indser. Du er endnu bange for den på grund af dens store styrke. Du er usikker på, om den vil dominere eller kontrollere dig, usikker på, hvor den vil føre dig hen og hvad du vil være nødt til at gøre, og usikker på, hvad resultatet af alt dette vil være. Men når du går væk fra Kundskab, går du igen ind i forvirringens og forestillingernes verden. Når du nærmer dig Kundskab, kommer du ind i vished, bekræftelse og ind i en realitetens og formålets verden. Hvordan kan du skelne Kundskab på afstand? Hvordan kan du afgøre, hvad den betyder, uden at tage imod dens gaver?

Kom tæt på Kundskab i dag. Lad den stille og tavst holde sig til dig, mens du lærer stille og tavst at holde dig til den. Intet kunne være mere centralt for din naturlige oplevelse end oplevelsen af Kundskab. Vær glad for, at den er større, end du indser, for din vurdering har været lille. Vær glad for, at du endnu ikke kan forstå den, for din forståelse ville kun begrænse den og dens anvendelighed for dig. Lad det store være med dig, så din storhed kan demonstreres og opleves i dag.

Tag denne idé med dig, og øv den hver hele time. Hav den i mente hele dagen. Giv dig selv lov til at mærke Kundskabens dybde i dine to længere øvelsesperioder. Mærk Kundskabens styrke. Styrk din beslutsomhed om at gøre det. Dedikér din selvdisciplin, for her anvendes selvdisciplin klogt. Kundskab er større, end du indser. Derfor må du lære at tage imod dens storhed.

Øvelse 195: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.