Denne dag markerer et vigtigt vendepunkt i din forberedelse. Den markerer afslutningen på det første stadie af din forberedelse og begyndelsen på et nyt stadie. Evaluér den forløbne uge i én lang øvelsesperiode, og brug derefter tid på at tænke over, hvor langt du er kommet, og hvor langt du endnu har at gå. Anerkend din voksende kraft og styrke. Tænk på dit ydre liv og se, hvor meget der må gøres dér, både på dine egne vegne og på vegne af andres velbefindende. Erkend, hvor lidt du ved, og hvor meget der er til din rådighed. Lad ikke nogen selvtvivl tale dig fra dit forehavende, for du behøver kun at deltage for at tage imod den største gave, som livet kan give.
Evaluér den forløbne uge, og tænk derefter på, hvad der har fundet sted under din forberedelse indtil nu. Iagttag den udvikling, der er sket i dig gennem de sidste måneder – den voksende nærværsfølelse, den voksende følelse af indre vished, den voksende følelse af indre styrke. Tillad det faktum, at dit ydre liv er begyndt at åbne sig. Visse ting, som tidligere var fastlåste, er nu blevet løsnede, så de kan omarrangeres på dine vegne. Lad dit ydre liv blive omarrangeret, nu hvor du ikke søger at dominere det for din personlige beskyttelses skyld. Idet en større vished kommer frem i dig, må ydre omstændigheder omarrangeres på dine egne vegne. Således bliver du en kilde til forandring og ikke kun modtager af den.
Anerkend, hvor langt du er nået, men husk, at du er nybegynder som elev af Kundskab. Lad dette være dit udgangspunkt, så du kun vil antage lidt og tage imod en hel del. Fra dette store referencepunkt vil du kunne se bag menneskehedens fordomme og fordømmelser. Du vil kunne se bag et personligt synspunkt og få et syn på verden, som verden fortvivlet ønsker at tage imod.
Øvelse 182: Én lang øvelsesperiode.