Søg oplevelsen af sandt formål. Det danner grundlaget for alle meningsfulde relationer. Søg ikke relationer udenfor denne sammenhæng, for de vil mangle fundament og, selvom de måske er meget tiltrækkende, vil de vise sig at være meget vanskelige for dig. Uanset om du søger ægteskab, et godt venskab eller nogen til at hjælpe dig i dit arbejde, så husk, at Kundskab vil drage alle personer til dig, når du virkeligt har brug for dem.
Koncentrér dig derfor i dag om formål og ikke om relationer. Des større din oplevelse af formål er, desto større er din forståelse af relationer. Selv om du vil se, at folk mødes for at nyde og stimulere hinanden, er der en langt større komponent i deres møde. Få mennesker erkender dette, men det er givet dig at erkende dette gennem øvelse og oplevelse. Du kan være sikker på, at hvis du ikke forsøger at få folk til at passe ind i din egen idé om formål, vil du åbne dig for den ægte oplevelse af selve formål. Idet du begynder at iagttage dig selv objektivt, vil du begynde at se din egen viljes tilkendegivelser i kontrast til Kundskab, og dette vil være meget afgørende for din læring.
Mind dig selv hver hele time i dag om din hensigt, at kende dit formål. Lad dagen i dag være et skridt i denne retning – et skridt, der vil spare dig årevis af tid, et skridt, der for evigt vil bringe dig frem mod dit mål om Kundskab, for Kundskab drager dig. Lad Kundskab drage dig i dine to dybere øvelsesperioder. Mærk den større tiltrækning i dig, som du naturligt vil mærke, hvis du ikke er optaget af små ting.
Øvelse 131: To 30-minutters øvelsesperioder. Øvelse hver time.