Dette spørgsmål vil du stille før eller senere og måske ved mange lejligheder. At stille dette spørgsmål skyldes éns forventninger til sig selv. Men ser du nøje på dit liv, vil du se, at du har haft brug for instruktioner til alt, hvad du har lært. Måske forekom ting, som du mærkede indeni dig selv, at være skabt af dig selv, men også de er resultatet af instruktion. Gennem relationer er du blevet forberedt på alt, hvad du har lært, hvad enten det er en praktisk færdighed eller en dybere indsigt. At erkende dette skaber stor påskønnelse af relationer og er en fuld bekræftelse på bidragets kraft i verden.
Hvis du har haft til hensigt virkeligt at komme til at lære en hvilken som helst færdighed, må du først erkende, hvor meget du ikke ved, derefter må du erkende, hvor meget du har brug for at lære, og derefter må du søge den bedst mulige instruktion. Dette må også gælde for genvindingen af Kundskab. Du må indse, hvor lidt du ved, hvor meget du har brug for at vide, og derefter tage imod den instruktion, der gives. Er det en svaghed at have brug for en lærer? Nej. Det er en ærlig erkendelse baseret på en ærlig vurdering. Hvis du indser, hvor lidt du ved, og hvor meget du har brug for at vide og har brug for selve Kundskabens styrke, vil du se, hvor indlysende dette er. Hvordan kan man give noget til nogle, der tror, at de allerede har, mens de i virkeligheden er fattige? Det kan man ikke. Og deres fattigdom vil være selvforskyldt og selv-opretholdt.
Hvorfor har du brug for en Lærer? Fordi du har brug for at lære. Og du har brug for at aflære det, du har lært, som holder dig tilbage. Overvej i dine to øvelsesperioder i dag, med lukkede øjne i meditation, hvorfor du har brug for en Lærer. Observér alle tanker, som synes at indikere, at du kunne klare det selv, hvis du var klog nok eller stærk nok eller opfyldte andre kriterier. Hvis disse forventninger opstår, så erkend dem for det, de er. De er en insisteren på, at du forbliver uvidende ved at erklære dig selv som en passende instruktør. Du kan ikke lære dig selv noget, du ikke ved, og forsøget på at gøre det recirkulerer blot gammel information og binder dig tættere til, hvor du er nu.
Erkend derfor under øvelsen i dag dit behov for sand instruktion, og erkend din modstand, hvis den er der, mod tilstedeværelsen af sand instruktion, som nu er til rådighed for dig.
Øvelse 47: To 30-minutters øvelsesperioder.