Trin 309 Den verden, jeg ser, forsøger at blive ét fællesskab.

Den verden, du ser, forsøger at blive ét fællesskab, for det er dens evolution. Hvordan kan verden udvikle sig, når den er opdelt? Hvordan kan menneskeheden gøre fremskridt, når den modarbejder sig selv? Hvordan kan verden finde fred, når den ene gruppering konkurrerer med den anden? Den verden, du ser, er ligesom det sind, du oplever i dig selv – i krig med sig selv, men uden formål og mening. Den verden, du ser, forsøger at blive ét fællesskab, for alle verdener, hvor intelligent liv har udviklet sig, må blive ét fællesskab.

Hvordan dette skal opnås, og hvornår det vil opnås, ligger udenfor din nuværende rækkevidde, men idet du ser på verden uden at dømme, vil du se længslen i hvert enkelt menneske efter at deltage. Du vil se længslen efter, at adskillelsen ophører. Verdens presserende problemer illustrerer blot den knibe, den befinder sig i, og kalder på dannelsen af ét verdensfællesskab. Dette er så indlysende, hvis man blot ser efter. Ligesom du selv er ved at blive ét menneske og hele alle sår i dig som elev af Kundskab, forsøger verden at blive én verden og hele alle sine sår og alle sine interne konflikter og adskillelse. Hvorfor er det sådan? Fordi Kundskab er i verden.

Idet du opdager Kundskab i dig selv, må du huske på, at Kundskab er latent i hvert enkelt menneske, og at den endda i sin latente tilstand udøver sin indflydelse og rækker sin retning ud. Også verden indeholder Kundskab. Det, du ser på, er en større repræsentation af dig selv. Når du således bliver elev af Kundskab og objektivt kan anerkende din forberedelse, vil du begynde at få en sand mening om verdens evolution. Her vil dit synspunkt ikke være forvrænget af personlige præferencer eller frygt, for verdens evolution vil simpelthen være indlysende for dig. Verdens evolution er indlysende for dine Lærere, som ser på verden fra et sted udenfor dens begrænsninger. Men du, som befinder dig i verden, som mærker verdens indflydelse og deler dens tvivl og uvished, må også lære at se på verden uden disse begrænsninger.

Verden forsøger at blive ét fællesskab. Mind dig selv om dette hver hele time, og engagér aktivt dit sind i forsøget på at forstå dagens idé i dine to dybere øvelsesperioder. Tænk på verdens problemer og på de løsninger, der efterlyses. Tænk på konflikterne i verden og på kravet om, at de afklares. Indse, at hvis et individ eller en gruppe af individer modsætter sig disse løsninger og krav, vil det foranledige dem til at føre krig imod verden og imod hinanden. De konflikter, du opfatter, er blot et forsøg på at opretholde adskillelsen. Men verden forsøger at blive ét fællesskab, og uanset modstanden mod dette vil den ubønhørligt forsøge at gøre det, for det er dens evolution. Det er det sande ønske i alle, der bor her, for al adskillelse må ophøre, og alle bidrag må ydes. Dette er dit formål og alles formål, der er kommet hertil.

Husk, at du er påkaldt, og at du responderer på dit eneste sande formål. Med tiden vil andre blive påkaldt, og de vil svare. Dette er uundgåeligt. Du opnår det uundgåelige, hvilket vil tage en hel del tid og mange trin. Kundskab er din kilde, og Kundskab er resultatet. Derfor kan du være sikker på dine handlingers endelige resultat. Uanset hvordan verden fortsætter i sine forberedelser og i sine vanskeligheder, må den opnå dette ene sande mål. Derfor kan du fortsætte med vished.

Forsøg at trænge ind til dagens idé i dine længere meditationer. Vær ikke selvtilfreds her, men engagér aktivt dit sind, som det er meningen, at dit sind skal engageres. Prøv at erkende din egen ambivalens med hensyn til, at verden bliver ét fællesskab. Prøv at erkende din frygt og dine bekymringer vedrørende dette. Prøv også at erkende dit ønske om ét fællesskab og din forståelse for, at det er nødvendigt. Når du har gjort status over dine egne tanker og følelser med hensyn til dagens idé, vil du bedre forstå, hvorfor verden befinder sig i sin nuværende knibe. Verden har én bestemt skæbne og én bestemt kurs at følge og er alligevel ambivalent omkring alting. Således må verden selv aflære sin ambivalens, som du nu er ved at aflære din, og dine resultater vil assistere den i dens store forehavende, for det er dit bidrag til verden.