Dine Lærere er med dig. De taler ikke til dig, bortset fra ved meget sjældne lejligheder, og så kun hvis du er i stand til at høre. De vil fra tid til anden sende deres tanker ind i dit sind, og du vil opleve det som din egen gnist af inspiration. Indtil videre er du uvidende om, hvordan dit sind er forbundet med alle andre sind, men med tiden vil du begynde at opleve dette i forbindelse med din egen verden. Demonstrationen herpå vil være så indlysende, at du vil undre dig over, hvordan du nogensinde kunne have tvivlet på det.
Dine Lærere er med dig, og øv dig i dag i dine to længere øvelsesperioder i at være med dem. Du behøver ikke at skabe et billede af dem for at få denne oplevelse. Du behøver ikke at høre en stemme eller se et ansigt, for deres nærvær er nok til at give dig en fuldstændig oplevelse af, at I rent faktisk er sammen. Hvis du vil være stille, trække vejret dybt og ikke væve fantasier – hverken lykkelige fantasier eller frygtsomme fantasier – vil du begynde at mærke det, der faktisk er dér. Dine Lærere er der faktisk. Og i dag kan du øve dig i at være med dem.
Øvelse 129: To 30-minutters øvelsesperioder.