At øve stilhed er afgørende, hvis du skal opleve dit livs dybere bevægelser og tage imod vejledning fra Kundskab i dig selv, så du kan forberede dig på en verden, der gennemgår store forandringer. Her vil du komme under dit sinds overflade, for at opleve roligere tanke-niveauer eller slet ingen tanker at have. Dette er yderst afslappende og foryngende. Der er fire vigtige elementer med henblik på at opbygge en meditationspraksis af denne art.

For det første er det vigtigt at øve sig et roligt sted, uden distraktioner eller afbrydelser. Afsæt om muligt et lille sted i dit hjem til dette formål, og indret dette miljø, så det støtter din praksis.

For det andet må du have det fysisk behageligt, mens du øver dig. Da du skal sidde ned under øvelsen, må du finde en behagelig stol eller puder, der kan støtte dig.

For det tredje må du tilgå din praksis med en passiv holdning. Det betyder, at du er i en afslappet sindstilstand og ikke forsøger at få noget som helst ud af det, f.eks. indsigter eller svar. Du bevæger dig mod at opnå en tilstand af stilhed eller meditation.

Sluttelig må du have noget at fokusere på, så tankerne ikke konstant vandrer. Det kan du gøre ved enten at følge dit åndedræt eller ved tyst at sige et meningsløst ord eller lyd. Hvis dit sind begynder at vandre til tanker eller minder, da bring det forsigtigt tilbage til dit åndedræt eller til den lyd, du bruger. Uanset hvad der sker, bare bliv ved med at bringe fokusset tilbage til dit åndedræt eller din lyd. Bliv ved med at bringe din opmærksomhed tilbage. Med tiden vil dit åndedræt eller denne lyd bringe dig ind i oplevelsen af sindets dybere og mere subtile niveauer, som en sten, der synker ned i en dyb pool. Her træder du ind i Kundskabens rige, udenfor intellektets rækkevidde.

“Så, tag din tid og gå til dit dedikerede øverum for at begynde. Sluk din telefon og alle andre enheder, der kan forstyrre din øvetid. Sæt dig godt til rette i en stol eller på gulvet. Tag en række dybe åndedrag for at slappe af. Luk øjnene, og begynd at fokusere på enten din vejrtrækning eller på et ord eller en lyd. Du kan naturligt følge dit åndedræt, eller du kan tyst ytre et ord. I studiet af Trin til Kundskab anbefales lyden Na Rahn. Her siger du blidt Na til dig selv ved indåndingen og Rahn ved udåndingen.”

Uanset om du følger dit åndedræt eller bruger en lyd som Na Rahn, er det vigtigt at blive ved med det. Dit sind vil have en tendens til at vandre og påkalde billeder eller problemer, minder eller bekymringer. Idet du fortsætter, bliver det lettere at øve stilhed, og du vil være i en meget afslappet, men årvågen tilstand. Hvis du inledningsvist oplever, at du har tendens til at falde i søvn, er det helt i orden. Det betyder bare, at du måske har et udtalt behov for hvile.

Med tiden vil du ikke falde i søvn, men i stedet opnå en meditationstilstand, som faktisk er endnu mere afslappende end søvn.

Hav tålmodighed, når du skal lære at meditere. Det kan tage flere måneder at etablere denne praksis. Tyve minutters meditation, to gange om dagen, vil give en enorm belønning. At studere Trin til Kundskab vil give dig et solidt grundlag for at opbygge denne og andre praksisser, der vil gøre din oplevelse dybere.

Her tager du på en rejse under dit sinds overflade til dybere bevidsthedstilstande. Du opbygger en stærk forbindelse til Kundskab, en forbindelse, som vil være med dig under alle omstændigheder. Den vil give dig styrke, klarhed og vished i den stadigt mere uvisse tid, vi går i møde.