Folk er ikke klar over, at Gud har givet dem et sind som Guds – et dybere Sind, et Sind, der ikke er fordærvet af verden. De tror, at Guds Sind er ligesom deres personlige sind, bare større og mere kraftfuldt. Her opstår i menneskers fantasi forestillingerne om en jaloux Gud, en vred Gud, en hævngerrig Gud. Det er fordi de projicerer deres egne tilbøjeligheder og deres egen knibe over på Gud.
Hvis Gud er almægtig, hvordan kunne Gud så være usikker? Hvis Gud kender de fejl, du vil begå, hvorfor skulle Gud så straffe dig for at begå dem? Hvis Gud ved, at uden Kundskab vil dit sind være forvirret og fortabt i verden, hvorfor skulle Gud så straffe dig for at være det? Det ville være som at straffe en baby for at græde, eller at straffe et barn for at være barnlig. Dette er ignorant, og alligevel er disse idéer meget udbredte i verden, meget udbredte blandt bestemte mennesker i bestemte institutioner, som hævder at repræsentere den Guddommelige vilje og formål i verden.
Gud ved, at den fysiske eksistens er vanskelig og problematisk, og at folk herinde vil være skræmte, rædselsslagne og drevet af livets omstændigheder. Det er derfor, Gud har lagt Kundskab i dig og i alle levende væsener – som en kilde til vejledning; en kilde til korrektion, beskyttelse og inspiration.
Gud har skabt den perfekte modgift og den perfekte rettelse af fejl. Gud forventer ikke fuldkommenhed af dig her, kun større tjeneste for andres vé og vel og for verdens vé og vel.
